Koblede vinduer eller termovinduer: Hvilke vinduer er bedst til energioptimering? 23. april 2026

Koblede vinduer eller termovinduer: Hvilke vinduer er bedst til energioptimering?

Når du skal vælge nye vinduer med fokus på energibesparelse, er det let at tænke, at nye termovinduer altid er det bedste valg. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Særligt ikke hvis du har et ældre hus eller ønsker vinduer med sprosser.

Det korte svar er, at koblede vinduer også er en meget energieffektiv løsning. Her har du mulighed for at kombinere energibesparelse med holdbart håndværk og et klassisk udtryk. I dette blogindlæg tager vi dig igennem de energimæssige fordele ved koblede vinduer.

 

Koblede vinduer over termovinduer for klassisk æstetik

Et koblet vindue er bygget op af to rammer: en udvendig ramme med enkeltglas og en indvendig ramme med energiglas eller en termorude. Mellem de to lag opstår et isolerende luftlag, som reducerer varmetabet.

Det er en meget effektiv konstruktion. Erfaringer fra Center for Bygningsbevaring og DTU viser, at koblede vinduer faktisk kan isolere bedre end traditionelle termovinduer. I praksis leder et koblet dannebrogsvindue op mod 30% mindre varme ud end et tilsvarende termovindue.

Konstruktionen med to de rammer gør det muligt at arbejde med klassiske detaljer. Da energiglasset ligger i den indvendige ramme, kan den udvendige ramme udføres med enkeltglas og slanke, gennemgående sprosser helt ned til 18 mm. Det giver et let og autentisk udtryk, som passer til ældre huses arkitektur.

Det står i kontrast til mange termovinduer, hvor sprosserne ofte er bredere og mere markante. Her risikerer du at ende i et kompromis mellem energi og æstetik.

Vores mest brugte profiler er vores Model 1920 – 18mm sprosse og vores Model 1856 – 22mm sprosse.

Energioptimering med koblede vinduer

Når vi taler energibesparelse, er U-værdien det centrale. Den angiver, hvor meget varme der slipper ud gennem vinduet – jo lavere tal, jo bedre isolering.

Koblede vinduer kan opnå U-værdier ned til omkring 1,1 W/m²K, hvilket er på niveau med mange moderne vinduesløsninger.

Med andre ord betyder det isolerende lag i de koblede rammer, at du får et lavt varmetab. Samtidig undgår du de kuldebroer, der ofte opstår i mere simple konstruktioner.

 

Fordele ved koblede vinduer

  1. Reducerer træk og varmetab
  2. Sænker energiforbruget
  3. Skaber et mere behageligt indeklima
  4. Reducerer kondens og dermed risikoen for skimmelsvamp

 

Læs også: Bolius’ anbefalinger til energirigtige vinduer

 

Vælg forsatsvinduer hvis de oprindelige vinduer er i god stand

Hvis dine eksisterende vinduer stadig er i fornuftig stand, kan en god løsning være at montere forsatsrammer på indersiden. Her installerer du en ekstra ramme med energiglas oven på det eksisterende vindue. Du får altså en løsning, der minder om et koblet vindue – uden at udskifte det oprindelige.

Det forbedrer vinduets isoleringsevne og indeklimaet markant. Samtidig bevarer du det oprindelige håndværk og husets facade. Det er ofte en rigtig god løsning, hvis du ønsker energiforbedring med respekt for det eksisterende.

 

Læs mere om forsatsvinduer

 

Har du brug for rådgivning omkring dine vinduer?

Det mest energirigtige valg afhænger af huset, og for mange vil koblede vinduer være en løsning, der både reducerer varmetab, har lang levetid og harmonerer med klassisk byggeskik.

Er du i tvivl om, hvad der giver bedst mening for dit hjem? Så tager vi gerne en uforpligtende snak og hjælper dig med at finde den rigtige løsning.