4. november 2025
Hvad er kittede vinduer? Og hvad er linoliekit?
Kittede vinduer er vinduer, hvor glasset er fastgjort til vinduesrammen med vindueskit. Kitning er en klassisk metode til at fastholde og tætne ruder i trævinduer. Metoden har været anvendt i flere hundrede år og ses stadig i dag på ældre huse, fredede ejendomme og bygninger med høj bevaringsværdi.
I stedet for fugemasse, tætningslister eller gummiprofiler bruger man det fleksible materiale kit til at fæstne og tætne glasset. Kittet fungerer både som lim og fugemasse og sørger for, at vinduet holder tæt mod vind og vand, samtidig med at det får et elegant, klassisk udtryk.
Hvad er linoliekit?
Linoliekit er en traditionel kitmasse, der består af kridt og linolie. Denne kombination giver en elastisk og holdbar fugemasse, som kan følge træets bevægelser og modstå både vind, regn og temperaturskift.
Når man taler om kitning, refererer man til selve arbejdet med at lægge kittet omkring glasset. Kitkanten er den synlige skrå flade ud mod vejrsiden, som både tætner ruden og giver vinduet sit karakteristiske udtryk.
Et korrekt udført kitlag skal have en glat overflade og en jævn skrå vinkel, så regnvand naturligt ledes væk fra glasset. Det er vigtigt, at kittet hæfter både på træ og glas, og at den efterfølgende males med en passende maling, f.eks. linoliemaling, for at beskytte overfladen.
Det smukke håndværk bag kittede vinduer
Den håndkittede overflade giver et særligt udtryk, som ikke kan genskabes med mere moderne materialer. Kittet følger glassets kant med en blød, skrå profil, der både tætner og fremhæver vinduets form. Det giver et levende og klassisk udseende, hvor man tydeligt kan se håndværket bag.
Kittede vinduer passer til ældre bygninger, historiske ejendomme og huse med traditionelle vinduesprofiler som dannebrogsvinduer og bondehusvinduer. Den naturlige glans fra linoliekit og linoliemaling spiller smukt sammen med træets struktur og bygningernes arkitektur.
En miljøvenlig løsning
Linoliekit er en miljøvenlig løsning, fordi den består af naturlige materialer. Linoliekit laves af kridt og linolie, altså mineral og planteolie. Desuden kan kitkanter nemt repareres. Når et lille stykke kit løsner sig, kan man nemt udbedre det i stedet for at udskifte store dele af vinduet.
Kort fortalt: Linoliekit passer (ligesom linoliemaling) ind i en byggetradition, hvor man bevarer, vedligeholder og reparerer i stedet for at udskifte.
Hvilke vinduestyper har typisk kitfals?
I gamle dage havde næsten alle vinduer kitfals. Særligt ser man kitfals ved koblede vinduer og kassevinduer, som er det mest almindelige i ældre bygninger. Vi fremstiller stadig begge typer med tætninger af linoliekit, fordi det er en solid og stærk løsning, der holder tæt mod vind og vejr.
Generelt er kittede vinduer stadig et godt valg, når man renoverer ældre huse eller bygger nyt i klassisk stil. De passer til husets oprindelige udtryk og giver et pænt og traditionelt resultat.
Vedligehold af kittede vinduer
Kittede vinduer kræver ikke meget, men regelmæssigt vedligehold forlænger levetiden på vinduerne betydeligt:
Trin 1: Tjek vinduerne for revner og skader
Tjek en gang om året, om kitkanten stadig sidder fast og er hel. Revner, løse kitstykker eller matte områder kan være tegn på, at kitkanten skal repareres.
Trin 2: Tag hånd om småskader
Små revner kan ofte udbedres ved at fjerne den løse kit og lægge nyt linoliekit i den eksisterende kitfals. Sørg for, at overfladen er ren og tør, før du kitter.
Når du køber linoliekit færdigblandet, er det allerede klar til brug direkte fra bøtten. Det skal blot æltes mellem hænderne, så det bliver blødt og smidigt, inden du påfører den.
Når kittet er påført, tørrer den langsomt ved iltning, altså ved at linolien hærder i kontakt med luftens ilt. Det tager normalt 3 mdr. afhængigt af temperatur og luftfugtighed.
Trin 3: Mal en frisk kitkant
Vi maler kittet, mens det stadig er blødt, og vi sikrer, at malingen går 1-2 mm. ind på glasset.Det forhindrer nemlig fugt i at trænge ind bag kittet. Kitkantens hærdningsproces tager typisk omkring 3 mdr.
God kvalitet må gerne tage tid
Hos Linolie Døre og Vinduer har vi respekt for det klassiske håndværk. Det betyder, at vi håndkitter alle vores vinduer. Det er ikke den hurtigste løsning, men i vores optik den bedste.
Vi anvender linoliekit og overmaler altid med linoliemaling. Det giver en stærk, ensartet og holdbar overflade. Når kitkanten er malet, bliver overfladen glat og modstandsdygtig over for skidt og fugt, og både rengøring og genmaling bliver nemmere.
Kittede vinduer kræver tid og håndelag, men resultatet taler for sig selv: et smukt, tæt og holdbart vindue, der kan holde i mange årtier.
Har du spørgsmål om kittede vinduer?
Hvis du vil vide mere om kittede vinduer, linoliekit eller hvordan du bedst vedligeholder dine vinduesrammer, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi deler gerne ud af vores erfaring og rådgiver om både renovering, vedligehold og valg af materialer.