Inspiration: Derfor er det vigtigt at bevare gamle bygninger 10. november 2020

Inspiration: Derfor er det vigtigt at bevare gamle bygninger 

Det er ikke blot bæredygtigt at bevare gamle bygninger - de fortæller også historier om dansk byggekultur og er pæne at se på. Vi har taget en snak med arkitekt og lektor Søren Vadstrup om, hvorfor bygningsbevaring er vigtigt.

Tager du en tur rundt i Danmark, bliver du mødt af små stykker dansk byggekultur i form af ældre bygninger.

Ud over at gamle bygninger er arkitektonisk pæne at kigge på, fortæller de historier fra gammel tid, som vi mennesker elsker at samles om. Og så er de ikke mindst udstyret med en ekstrem lang levetid - simpelthen fordi de er bygget er bundsolide materialer.

Linolie Døre & Vinduer har taget en snak med Søren Vadstrup, der er arkitekt og lektor på Kunstakademiets Arkitektskole om, hvorfor gamle bygninger bør blive bevaret efter de originale forskrifter.

 

Vi kan godt lide gamle bymiljøer

I danske byer består bymidten ofte af gamle bygninger fra før 1960. Og det er noget, vi mennesker elsker at bevæge os rundt i - simpelthen fordi gamle bymiljøer har et særligt tag i os.

“Man kan sige meget om nye kvarterer med nye huse, men hvis man skulle lægge en restaurant eller bar et sted, foretrækker de fleste at sidde i et miljø af gamle huse, der er pænt vedligeholdt og har pæne vinduer,” siger Søren Vadstrup og fortsætter:

“Det betyder ikke, at det ikke kan være godt i nye bygninger, men vi kan godt lide den gamle bygningskultur, fordi den siger os noget. Den fortæller os måske noget om vores barndom eller vores bedsteforældre.”

 

Vi opsøger gamle bygninger

Bygninger kan være med til at vække vores minder, og det er måske også én af grundene til, at det ofte er de ældre bygninger, der fungerer som turistmagneter, når vi tager på ferie.

“Når vi tager til Rom eller Paris, er det ofte ældre bygninger, vi opsøger og kigger på. Jeg tror, det er en almen menneskelig egenskab, at historien og kulturhistorien er vigtig for os,” siger Søren Vadstrup.

Hvad gør en bygning bevaringsværdig?

En bygnings bevaringsværdi bliver typisk målt ud fra SAVE-metodens fem parametre:

  1. Arkitektonisk værdi
  2. Kulturhistorisk værdi
  3. Miljømæssig værdi
  4. Originalitet
  5. Tilstand

Ud fra ovenstående kategorier får bygningen en vurdering fra 1-9, og desto tættere på 1, desto mere bevaringsværdi har bygningen.

Vi har faktisk skrevet en hel artikel om netop dette emne, som du kan læse her.

 

Det er bæredygtigt at bevare gamle bygninger 

Bykernen i danske byer består ofte af ældre bygninger, og ifølge Søren Vadstrup har disse bygninger en ubegrænset holdbarhed - i hvert fald, hvis man passer ordentligt på dem. Og det er godt for miljøet.

“Når vi taler om bæredygtighed og bygninger, så er det vigtigste parameter bygningens levetid. Alt muligt andet har minimal betydning - det gælder også energiforbruget, som i stigende grad kommer fra CO2-neutrale kilder. Levetiden for gamle bygninger er derfor meget vigtig - både i forhold til bæredygtighed og hele klimadagsordenen,” siger Søren Vadstrup.

Når vi bevarer bygninger længe, er der altså en stor CO2-besparelse at hente.

“Hvis man undlader at rive bygningerne ned for at bygge nye, sparer man enormt meget CO2 og belaster dermed klimaet mindre,” siger Søren Vadstrup. 

 

Materialerne er vigtige for bygningers levetid

Ældre bygninger holder ofte bedre end dem, vi bygger i dag. Det skyldes blandt andet de materialer, der dengang blev brugt til at bygge med. Det kommer eksempelvis til udtryk i tagrender af zink og i vinduer, hvor man i gamle dage brugte træ i stedet for plastik, som i dag finder vej ind i vinduerne. 

På danske slotte ser vi vinduer fra 1660’erne, og Søren Vadstrup bor selv i et gammel hus, hvor han har vinduer fra 1740’erne med 2,5 centimeter tykke sprosser. Vinduerne er altså cirka 280 år gamle, og ifølge Søren Vadstrup er der tre simple årsager til, at vinduerne kan holde så længe:

  1. Vinduerne er lavet er kernetræ
  2. Træet er spejlskåret, så årene ligger vinkelret på overfladen
  3. Træet er behandlet med linoliemaling

“De tre ting gør, at vinduerne kan holde i 280 år. Hvis man tager nogle vinduer, skraber dem af og maler plastikmaling på, rådner de i løbet af ti år. Det er altså uhyggeligt, hvad forkerte materialer kan gøre ved vinduerne,” siger Søren Vadstrup og fortsætter:

“Linoliemalede vinduer bliver stærkere, hårdere og mere vandafvisende, som tiden går.”

En bygnings vinduer er altså et godt eksempel på, at gamle bygningers levetid kan strække sig over mange, mange generationer, hvis de bliver behandlet ordentligt. Og det er bæredygtigt.

 

Dragør bevarer dansk kultur

Vi har nogle meget fine bymiljøer i Danmark, der fint eksemplificerer, hvorfor det er værd at værne om ældre bygninger. Det gælder blandt andet Helsingør, Køge, Ringkøbing, Skagen, Aalborg og Dragør, hvor bymiljøerne fungerer som en kulturel tidslomme.

Bykernen i Dragør er en af de bedst bevarede i Danmark, hvor snævre gader og lave bygninger fra 1800-tallet skaber et charmerende, lokalt bymiljø, der fortæller historien om fiskerbyen Dragør.

“Fra meget gammel tid har man haft nogle mennesker, som har passet på byen. Det betyder, at der ikke er bygget nye huse - og hvis man har bygget nye huse, så ligner bygningerne de gamle til forveksling. Man har også holdt stakitter, tegltag, farver osv. oprindelig, fordi der har været en bevidsthed over for bygningskulturen,” siger Søren Vadstrup.

 

Et ensartet udtryk og glade naboer

Bygninger fylder uden tvivl meget i bymiljøet. Ja, man kan vel sige, at de udgør byen. Derfor bliver der også i danske byer etableret bevaringsplaner for at bevare miljøernes ensartethed. Søren Vadstrup mener, at vi i norden er særligt gode til at bevare det oprindelige. 

“Vi kan godt se fornuften i det - altså se fornuften af bevaring. Hvis jeg bor i et hus i en by, og der kommer nogen og river huset overfor ned og bygger noget, jeg synes er grimt - det er ingen mennesker jo interesseret i. Derfor er vi interesserede i, at der er nogle retningslinjer for, hvad man må rive ned, og hvad man må bygge af nyt. Det er blandt andet af hensyn til naboen.”

 

Indpas det nye i det gamle

Selvom bygninger har godt af at blive bevaret så oprindeligt som muligt, kan man sagtens forny og forbedre på en hensigtsmæssig måde. Det sker også med vores byer, som er et samsurium af mange forskellige bygninger fra forskellige tider.

“Vinduerne og facaden er bygningernes sjæl og betyder enormt meget. Vi siger, at når man laver noget nyt, skal det være tilpasset det sted, man er. Det betyder altså, at hvis du laver det i Ringkøbing, ser det ud på én måde - eksempelvis i røde mursten. Og hvis du bygger det i Dragør, kalker du det gult,” siger Søren Vadstrup

Det er altså ikke kun udsigten fra et hus, der skal bevares, men det er udsigten til et hus, der er interessant i denne sammenhæng. Og det er selvfølgelig noget, der har betydning for, hvordan fornyelsen af bygningen arkitektonisk skal tage sig ud.

“Hovedbudskabet er, at når man bygger noget nyt, eksempelvis en kvist, så skal den tilpasse sig bygningen,” siger Søren Vadstrup.

Har du spørgsmål?

Vi håber, du er blevet klogere på, hvorfor det er vigtigt at bevare gamle bygningerne efter de originale forskrifter.

Har du spørgsmål til, hvordan vi hver dag arbejder med at bevare bygningers originale udtryk, når vi producerer døre og vinduer, er du velkommen til at tage fat i os. Du kan kontakte os på +45 97 88 50 02 eller info@linolievinduet.dk.





Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok